Frederik VII |
Grevinde Danner
|
|
Kongens stamtavle | |
|
Kong Frederik VII i admiralsuniform.
Frederik VII, eneste søn af Christian VIII og dronning Charlotte Frederikke, født den6 oktober 1808 på Amalienborg. Som kronprins blev han i 1834 regimentskommandør i Fredericia, og guvernør i Odense i 1839. I 1841 tog han sæde i statsrådet. Regenten døde den 15 november 1863 af ansigtsrosen på Glücksborg Slot. Frederik VII er gravsat i Roskilde Domkirke i Frederik V´s kapel. Kongen var den sidste mandlige efterkommer af Det oldenborgske Hus, som ved majestætens død med ialt 16 konger havde beklædt den danske trone i 415 år.
1 ÆGTESKAB
1 gang gift med Vilhelmine Maria, Frederik VI´s næstyngste datter og dermed halvtante til Frederik VII. Født 18 januar 1808 i Kiel. Forlovelsen med kronprinsen blev deklareret i 1826, formælingen fandt sted den 1 november 1828 i København. Kronprinseparret blev separeret i 1834 og skilt i 1837 på grund af personlige uoverensstemmelser. Prinsesse Vilhelmine blev derefter, den 19 maj 1838 gift med hertug Karl af Glücksburg, Christian IX´s ældste bror. Vilhelmine Maria døde på Glücksburg Slot den 30 maj 1891. Ingen børn. |
2 ÆGTESKAB
2 gang gift med Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz, født 10
januar 1821 i Neu Strelitz. Vielsen fandt sted 10 juni 1841 i Neu Strelitz.
Prinsessen vendte hjem til Tyskland i 1844, idet hun ikke kunne acceptere
kongens fortsatte forbindelse med Louise Rasmussen. Ægteskabet blev opløst
den 30 september 1846. Caroline Charlotte døde den 1 juni 1876. Ingen børn.
3 ÆGTESKAB ( til venstre hånd)
3 gang gift med tidligere figurantinde (balletdanserinde) ved Det kgl. Teater,
modelhandlerske Louise Christine
Rasmussen.
På dødslejet havde Christian VIII rådet sin søn, Frederik VII, til at
opgive enevælden til fordel for en fri forfatning. Frederik VII accepterede
da også, efter et stærkt folkeligt pres, den nye regeringsform i marts 1848.
At kongen accepterede enevældens fald beroede imidlertid i højere grad på
hans manglende interesse for politiske problemer end på en egentlig positiv
stillingtagen til demokratiet som regeringsform. I forbindelse med
begivenhederne i 1848 opstod der oprør i Slesvig og Holsten, den såkaldte
"Treårskrig" fra 1848-50. De tysksindede slesvig-holstenere ville
givetvis være i stand til at nedkæmpe de danske styrker, hvis de havde fået
tilstrækkelig støtte fra Tyskland. Det fik de imidlertid ikke, og de tabte
derfor. I visse kredse i Danmark blev sejren fejlagtig tolket som en virkelig
sejr, ikke blot over slesvig-holstenerne, men over hele Tyskland.. Denne
fejlanalyse skulle få skæbnesvangre konsekvenser 14 år senere.
Grundloven blev underskrevet af kongen den 5 juni 1849 (for øvrigt på
grevinde Danners 8-årige søns fødselsdag. Kammerherre Berling var sønnens
far). Enevælden var forbi og Danmark blev nu et såkaldt konstitutionelt
monarki. Majestætens sind var præget af, at han havde haft en splittet
barndom. I realiteten havde han været moderløs siden 2 års alderen, da forældrene
blev skilt. Kongen måtte gennem to mislykkede ægteskaber, før han endelig
faldt til ro med grevinde Danner, som i høj grad (trods hoffets og
aristokratiets fjendtlige indstilling) skabte kongen et hjem og en baggrund,
der bidrog til at grundlovens giver fik tilnavnet "Frederik Folkekær".
Han var jovial, men kunne også optræde med kongelig og national værdighed når
det krævedes. Som antydet interesserede det dog ikke Frederik VII at regere.
Han gik mere op i arkæologi og i hjemlig hygge på Jægerspris, sammen med
grevinden. Tidens skandinaviske samlingsbestræbelser viede han dog nogen
interesse. Der herskede dyb landesorg ved monarkens død i en stund, hvor
kravet om løsning af det sønderjyske spørgsmål trængte sig på med
voldsom kraft. Fra tysk side var man nu ikke længere indstillet på at
acceptere en udsættelse at dette problem. Om nødvendigt var man uden tøven
beredt til at lade våbnene afgøre sagen.